Spring til indhold

Tyveri og røveri

Hvis du mister dine penge eller dine dokumenter på rejsen, er det vigtigt, at du melder det til politiet og får en kopi af eller en kvittering for anmeldelsen.

Hvis du mister dit kreditkort eller dine penge - og ikke har mulighed for at arrangere en almindelig pengeoverførsel via et af de private pengeoverførselsbureauer - kan danske ambassador i de fleste tilfælde hjælpe med at få penge frem til dig. Men kun til brug for hjemrejse og kun, hvis der er nogen i Danmark, der vil lægge ud for dig.

Det kan være din familie, venner, din bank, dit forsikringsselskab eller din arbejdsgiver, som kan indbetale det beløb, du har brug for på ambassadens eller konsulatets bankkonto. Når ambassaden eller konsulatet har fået sikkerhed for beløbet, får du pengene udbetalt i lokal valuta. Pr. 1. januar 2016 koster denne service 955 DKK pr. påbegyndt time.

Danske kreditkort kan spærres hos Nets på telefon +45 44 89 29 29 (døgnåbent) eller via din bank.