Spring til indhold

Hvad kan ambassaden hjælpe med?

På disse sider kan du finde oplysninger om den hjælp, du kan få af Udenrigstjenesten, det vil sige Udenrigsministeriet og ambassaden i Yangon, hvis du er i nød under dit ophold i udlandet.

Borgerserviceafdelingen i Yangon yder konsulær bistand og bistår som udgangspunkt alle danske statsborgere samt udlændinge med fast bopæl i Danmark i tilfælde, hvor de kommer i nød, eller har behov for bistand under deres ophold i Myanmar. For kontaktoplysninger klik her.

Bemærk venligst, at Udenrigsministeriet og ambassaderne ikke har bevillingsmæssig dækning til at afholde nogen form for udgifter i forbindelse med de nødsituationer, som danskere kommer ud for i udlandet. Det gælder hvad enten det drejer sig om betaling af hospitalsudgifter eller hjemtransport af syge eller døde uden rejseforsikring, lån til flybillet hjem til Danmark, ekstraforplejning af fængslede, betaling af udgifter i forbindelse med retssager, herunder advokatsalærer, samt rejse- og leveomkostninger i forbindelse med evakueringer ved borgerlige uroligheder, m.m.

Som hovedregel skal der betales gebyr for ambassadens bistand. Men der er visse undtagelser, for eksempel i sager vedrørende barnebortførelser, fængslingssager, og hvor alvorlige forbrydelser er blevet begået imod danske statsborgere.

Råd og vejledning på denne hjemmeside gives med forbehold for fejl og udeladelser, og ambassaden kan ikke påtage sig noget ansvar for skader eller tab, der måtte forekomme som følge af de oplysninger, der findes på denne hjemmeside.