Spring til indhold

Velkomst hilsen fra ambassadør John Nielsen

Velkommen til hjemmesiden for den danske ambassade i Myanmar. Myanmar er et land, der undergår en vanskelig og kompleks transitionsproces mod demokrati og fred. Landet har siden 2011 åbnet sig op mod omverdenen efter over 50 år med militærdiktatur og har siden undergået en hastig udvikling på alle fronter. Til trods for frie og fredelige valg i 2015 er der dog fortsat lang vej igen mod demokrati, fred og bæredygtig økonomisk vækst. Krisen i landets Rakhine-stat, væbnet konflikt i grænseområderne mod øst og en vanskelig magtdeling med militæret gør det ikke nemmere. Åbningen af den første danske ambassade i landet i 2014 var et klart signal om, at vi fra dansk side ønsker at støtte Myanmar i den vanskelige demokratiseringsproces.

Siden har ambassaden arbejdet for at styrke og udbygge samarbejdet mellem Danmark og Myanmar på en lang række områder. Blandt andet har Danmark et omfattende udviklingssamarbejde med Myanmar baseret på et landeprogram fra 2016 inden for bl.a. menneskerettigheder, fred, uddannelse, bæredygtig vækst, privatsektorudvikling og arbejdsmarkedsforhold. Vi støtter samtidig også Myanmar i arbejdet med at tackle humanitære kriser.

Vores støtte til danske virksomheder, som vil teste mulighederne på det lokale marked, sker i tæt samarbejde med handelsafdelingen på den danske ambassade i Bangkok. Vi står sammen klar til at bistå danske virksomheders med at undersøge forretningsmulighederne i landet og navigere i det lokale forretningsmiljø.

En af ambassadens vigtigste opgaver er at bistå danskere, herunder bistå danskere i nød. Vi kan ikke hjælpe med ansøgninger om pas og visa, hvor vi er nødt til at henvise til henholdsvis den danske ambassade i Bangkok og den tyske ambassade i Yangon, men vi står altid klar til at bistå danskere med andre konsulære spørgsmål, herunder ansøgninger om udstedelse af kørekort, nødpas samt pas til børn under 12 år.

Jeg håber, at ambassadens hjemmeside giver den information, som du/I eftersøger, ellers bistår mine kollegaer og jeg altid gerne med yderligere information. Flere oplysninger om ambassadens aktiviteter kan findes på vores facebookside,  ligesom jeg kan følges på Twitter @DKAmbMyanmar

 

John Nielsen
Ambassadør